04.02.09
Kategoriseret under Tømmermænd, anmeldelse, høhø, snageri, unge piger by dikkedarer
Jeg var til forpremiere på en film, der hedder Han er bare ikke vild med dig i går, og det var lidt spøjst. Publikum var på nær en håndfuld af hankøn alle tøser, og det viste sig at passe meget godt til filmen, for sjældent har jeg da set en mere gennemført tøsefilm. Den var nok det man ville kalde et ensemble, hvor man følger mange forskellige personer, der alle har et eller andet med hinanden at gøre. Og mens de så dater, knalder, snakker og blir skilt på kryds og tværs, så skal vi (tøser) så lære noget om hvorfor han bare ikke ringer tilbage (hence filmens titel).
Filmens hovedperson er en superirriterende trunte, der i sin overivrighed tilsyneladende ikke laver andet end at vente på at diverse fyre ringer til hende, cyber-stalke dem i mellemtiden (der findes åbenbart et ord for min hobby!) og overfalde dem, der viser bare den mindste interesse for hende. Hun er i det hele taget jævnt desperat og irriterende, og det er belastende at så meget tid spildes på hende.
Jeg NÆGTER at tro på, at der findes nogen tøser derude, der er SÅ dumme. Selvom dem der sad ved siden af os i biografen kandiderede til kategorien. Da en i filmen smadrer et spejl og smider mandens tøj ud over hele huset, sagde hun gudhjælpemig højlydt “Det er mig, det har jeg også gjort”. Rolig nu, det er jo ikke ligefrem noget at være stolt af, vel Sys Bjerre-wannabe??
Nå, men hvis vi ser bort fra skabede med-biografgæster, der absolut skulle kommentere det hele og hende den irriterende hovedperson, så var det faktisk en okay film, der var sjov op til flere steder. Nu er jeg nok heller ikke lige i målgruppen, men jeg var bare glad for at jeg ikke havde betalt for at se den i biografen, for jeg kunne sagtens vente med at se den til den kommer på video, for den ville passe perfekt til en tømmermændssøndag på sofaen (dog ikke med min kæreste eller andre hanner, for den er simpelthen for tøset).
Forfilmene bestod af to film i samme boldgade: filmatiseringen af Shopaholic-bøgerne og en eller anden film, der handler om to amerikanerveninder der går i krig fordi de skal giftes samme dag samme sted. Den sidste tror jeg bare jeg skal holde mig laaaangt væk fra, men jeg kunne godt finde på at se den første, for jeg synes at bøgerne er ret sjove (og selv-ironiske!). Nå, men det ser ud som der er rigeligt med film til SATC-segmentet (dem, der vitterligt tror, at de er Carrie i Sex and the City og derfor render rundt i stiletter som de ikke kan styre midt om vinteren) i de næste par måneder.
Permalink
16.01.09
Kategoriseret under CLM, Job by dikkedarer
Har nu i - et godt stykke tid, lad os bare sige det, filosoferet lidt over fænomenet frihed i forbindelse med mit speciale. Jeg skriver om George W. Bush’s retorik og jeg har sgu haft lidt svært med hans [overdrevne] brug af ordet. Han definerer stort set ikke begrebet, og derfor kan tilhørerne danne deres eget billede af, hvad han mener, når han snakker om at fremme frihed i verden. Jeg har læst teori om frihed (ja, det findes) og fundet ud af, at der er uendelige muligheder for hvordan frihed kan forstås.
Men efter at have læst dette indlæg af Den Unge Werthers Echte (formerly known as… og alt det der) fandt jeg ud af, dét er min frihed: at være fri for kontrollerende instanser (SU-styrelsen, studiekontoret, vejleder) og at have økonomisk frihed (bare i en vis grad…) og at kunne lide det jeg nu kommer til at lave. Alt dette kræver jo at jeg får et arbejde som jeg kan lide. Så jeg krydser fingre.
Nu er det nye liv uden skole og speciale jo forholdsvis snart inden for rækkevidde, og der er lys for enden af tunnellen. Finanskrise eller ej.
Permalink
20.12.08
Kategoriseret under Jul, gamle mænd, høhø by dikkedarer
… når der står fem julemænd i fuldt ornat nede foran ens opgang og spiller ‘Til julebal i nisseland’ med trækbasun og det hele!
Permalink
18.12.08
Kategoriseret under Computerarm, Jul, høhø, julegaver, nettet, tv by dikkedarer
Lige siden 1. december har jeg hver morgen deltaget i ca. 30 forskellige ‘julekalendre’ på nettet - altså sådan nogle hvor man kan vinde noget, nu hvor jeg hverken har børnenes ulandskalender, chokolade- eller skrabeudgaven mere (man er vel blevet voksen!). Og nu har jeg ENDELIG vundet noget:
THE JULEKALENDER PÅ DVD!
på thejulekalender.tv2.dk. Den er lige poppet ind ad brevsprækken. Det er jo ikke ligefrem en splinterny fladskærm, men lidt har også ret. Vi har jo ellers troligt optaget hvert afsnit på harddisken, men nu slipper vi da for at sidde og redigere i 24 afsnit og overføre dem til dvd. Desuden er der fromklips og alt muligt på min gevinst.
Det reddede lige min dag. Er der andre konkurrencenarkomaner der har vundet noget? Evt. i DR’s pakkespil? Jeg synes det er et dybt åndssvagt koncept, men spiller det alligevel hver dag. (Ja, det er fjollet)

Permalink
17.12.08
Kategoriseret under Links, høhø, nettet by dikkedarer
Argh, er sat på en hård opgave af Cruel:
Vælg 5-10 blogs du gerne vil dele med verden - men det skal være en nicheblog. En nicheblog er en blog om et bestemt emne. Det kunne være film, chokolade, jazz, mode eller russisk mad. Altså ikke en blog i dagbogsformat, der udelukkende handler om personens hverdag.
Skriv et blogindlæg med listen, og send stafetten videre til 5 du ved, ikke vil hade dig for det.
Det er sværere end det lyder, når man nu ikke læser særlig mange blogs udover dem, der findes her på Urbanblog, og no offence - men de er altså for det meste i ‘dagbogsformat’. Har dog alligevel et par stykker, som jeg vil dele med jer:
1. Først er der en klassiker fra Berlingeren: Poul Høi, der skriver om, ja… USA. Den var spændende at følge med i under valget, selvom der godt kan gå selvsving i den - især i kommentarerne. Dér kan man altså ikke se, at der skulle være forskel på Berlingerens læsere og de kvajpander, der kommenterer i EB’s Nationen!
2. Så er der så denne, der skriver om trends på nettet. Det kan godt være spændende for en pseudonørd som mig.
3. Her kan man se sjove skilte og andre spøjse sager. Er lige stødt på den, men kan godt lide konceptet. Lidt ligesom www.cigarfar.dk, hvis der er nogen der kender den…
4. Lost Blog må siges at være en rigtig nørdet nicheblog. Her diskuteres hints og teorier om tv-serien Lost. Der er åbenbart nogen der stadig hænger på!
5. Endelig er der Afskaf Provinsen, som godt kan være liiidt lang i spyttet, men efter sigende er den også skrevet af en kommunikationsmand… Den handler i øvrigt om politik.
Det var alt hvad jeg havde at byde på, men som sagt så følger jeg mest med i dagbogsbloggene…
Jeg sender stafetten videre til Ace63, Brownie, Line Nue, Monique og Sugartop.
Permalink
12.12.08
Kategoriseret under CLM, Jul, dårlig planlægning, julegaver by dikkedarer
Det er vist lang tid siden jeg har skrevet sidst, men synes at det hele har været lidt hektisk på det sidste. Skal jo skrive speciale, omend det går rigtig langsomt lige pt. Nu har jeg dog fået godkendt min specialekontrakt, så nu har jeg deadline til juni. Regner dog stærkt med at være færdig noget før!
Tiden går rigtig stærkt lige i øjeblikket, og det er allerede halvvejs jul! I år besluttede jeg mig som alle andre år for, at jeg ville have overstået alle julegaveindkøb inden 1. december, men som altid (jeg lærer det åbenbart aldrig!) har jeg først købt den sidste i denne uge. Oh well, nu er det da overstået. Jeg lovede også mig selv, at i år ville jeg købe noget PÆNT julepynt i stedet for det nisselandskab jeg lavede i børnehaven. Det viser sig - at det er fucking UMULIGT at finde pænt julepynt. Det er enten grimt eller røvdyrt eller begge dele. Så nu kører jeg den minimalistiske stil…
Godt det samme, er mere på røven end jeg har været nogensinde før, for har vist brugt lidt for mange penge i løbet af efteråret på bl.a. beklædning og sushi. Desuden lavede jeg en knapt så heldig disposition med pengene på min lønkonto. However, jeg klarer den vist - hvis jeg altså dropper sushi i de næste par måneder (IIIIHHH!) og holder mig fra www.hm.com (de lokker SÅ meget med rabatkoder, men nu har jeg handlet ca. 10 gange i løbet af 2008, og det er måske liiige i overkanten), og desuden køber alt det nødvendige på Mastercard EFTER 18. december. For så skal jeg først betale det til februar. Har også hævet saldoen på Trendsales og sygeforsikringen Danmark. Argh, jeg er da vist lige til Luksusfælden…
Nå, men der er jo masser af gratis glæder her i december (læs: familiebesøg med gratis lækker mad) og det er jo så pænt med alle lysene i gaderne og vinduerne. Så jeg vil gå lidt i hi og hygge med god musik og skrive lidt videre på specialet, så jeg kan blive færdig, få en ordentlig løn og få mit liv tilbage. Ja, det er planen.
God jul!
Permalink
29.10.08
Kategoriseret under Mænd, Verden er af lave, dårlig planlægning, undskyld mig by dikkedarer
For noget tid siden skrev jeg om den lille pige, der blev skambidt af to rottweilere på Bornholm og bemærkede i den forbindelse hvor bitter hendes far virkede i et tv-interview. Nu har han så bortført pigen og hendes lillesøster fra Rigshospitalet, så de ikke skulle hjem til moderen på Bornholm igen.
Mormoren siger, at pigens forbindinger skal skiftes en gang om dagen, men hvis de er på flugt, kan hun jo ikke få skiftet de forbindinger, og hvor må de børn også være skidebange, når deres far vækker dem midt om natten og tager dem væk fra hospitalet. Jeg er ikke i tvivl om, at han mener han gør det bedste for børnene, men der må fandme være en anden måde at gøre det på.
Jeg håber for de to små pigers skyld, at deres forældre får styr på dem selv, og begynder at snakke om tingene. Nu er Bornholms kommune også gået ind i sagen og skal undersøge familien. Ja, det var måske på tide.
Hvor er det dog generelt pissesynd for skilsmissebørn, der bliver taberne når mor og far ikke kan tale normalt sammen.
Stram op, forældre!
Permalink
05.10.08
Kategoriseret under Møgsvin, Verden er af lave, anmeldelse, psykopater by dikkedarer
Blev vækket lørdag fra min sødeste søvn kl. 6.38 af en sindssyg mandsperson, der brølede ‘white power, white power’ mens man kunne høre noget, der lød som en jernstang, der blev knaldet mod noget hårdt og en eller anden der skreg ‘lad være, lad være’. Var egentlig i tvivl om det var noget jeg drømte, men efter at have åbnet vinduet måtte jeg konstatere at jo, den var god nok. Der var en, der var ved at blive banket lige neden for mit soveværelsesvindue.
Min underbo var åbenbart også blevet vækket, for han stod pludselig på sin altan og råbte at politiet var på vej. Så løb white power-manden væk og den anden lå og våndede sig. Tænkte at jeg hellere lige måtte ringe til en ambulance også. Det skal lige siges, at jeg ikke decideret kunne se hverken mand eller overfald fra mit vindue, men jeg kunne høre alt.
Kom igennem til vagtcentralen og forklarede situationen. Manden sendte mig så videre til politiet, og det lød ikke som om han kunne se den anmeldelse, som min underbo angiveligt skulle have foretaget. Så forklarede jeg det igen, men i mellemtiden kunne jeg se en, der gik fra stedet, og kunne af gode grunde ikke se hvem det var, eller om han blødte. Jeg kunne ikke høre nogen dernede mere, så var ikke sikker på om manden var gået fra stedet eller om han lå dernede og var død eller bevidstløs.
Politiet tog det overraskende roligt. ‘Vi sender en patruljevogn den vej og kigger.’ Han kunne lige så godt have tilføjet ‘…engang ved lejlighed’ eller ‘ - når vores kaffepause er færdig’.
Er egentlig lidt rystet over, at der findes så syge mennesker i min by - og at det ikke bliver taget mere seriøst, når man ringer til politiet for at anmelde noget. Jeg er fuld af forståelse for, at der er mangel på folk, og politireformen har fucket politiet helt op, men for fanden. Lørdag morgen kl. halv syv - hvor meget sker der lige der? Der må fandme da være en ledig patrulje et eller andet sted i kredsen. Ja okay, den er jo stor - men selve politistationen ligger under 2 kilometer fra min lejlighed.
Håber der ikke er sket noget alvorligt med ham gutten - og at ham WP-spasseren går ud foran en lastbil. Og at han skal vente på ambulancen.
Permalink
19.09.08
Kategoriseret under CLM, DUM, alt med måde, anmeldelse, brok, tv, undskyld mig, unge piger by dikkedarer
Nu har de så genoplivet Blæverly Hills. Brandon er blevet sort, Brenda er blevet solbrændt, og Kelly er blevet enlig mor og er stadig ligeså ligbleg, som hun altid har været. Ellers er folk blevet lige en tand mere forkælede end i den gamle udgave og forældrene er blevet meget mere moderne (og lækre!), og så handler det meget om dating.
Nu ved jeg godt at jeg er liiiidt uden for målgruppen, men jeg synes det er en generelt tendens i amerikanske ungdomsserier pt. Har smugkigget lidt på OC, Gossip Girl og hvad hedder de nu. Det siger mig egentlig ikke skide meget, for det er de rene intriger for 15-årige, der ligner de 27-årige, de i virkeligheden er, spankulere rundt i designertøj og drøne rundt i de lækreste biler.
Hvornår kommer serien om taberne, der dropper ud af skolen, får børn som bliver tvangsfjernet og tilbringer hele deres liv i socialgruppe 5, mens de hver måned hæver hele kontanthjælpen til bajere, smøgere og junkfood? Nå jo, den findes allerede. Ej, spøg til side. Jeg vil se Trainspotting for teens hver torsdag aften på tv3 i stedet for det urealistiske crap.
BTW, man burde lave en analyse om amerikansk kultur gennem tiderne som den er manifesteret i diverse ungdomsserier. Ideen er hermed givet videre! For jeg tror da helt sikkert at der er kød på den.
Til gengæld er DK’s svar på en ungdomsserie, 2900 Happiness, ved at udvikle sig til et dårligt sammensurium af den gamle BH og Horton-sagaen: Freja drikker sig fuld, så derfor skal hun på afvænning (WTF?!) og en af Erikkerne bliver skudt af en arm bagved en dør… Jesus Kristus!
Måske skulle man bare droppe det der slam-tv og lave noget fornuftigt (speciale, for eksempel)?
Permalink
12.09.08
Kategoriseret under dårlig planlægning, mobil, nettet by dikkedarer
Nogle gange har man fået bundet sig til et mobilabonnement, som har et aaaalt for højt minimumsforbrug til ens forbrug, fordi man bare lige skulle have den der lækre telefon til billige penge, ikk?
Og så er det lige pludselig blevet sidst på måneden, og man mangler at bruge 200 kr. Så skal der jo handles, så det ubrugte taletid ikke skal gå direkte i teleselskabets lomme, og hvordan gør man så det?
Jo, jeg har jo stået i denne situation utallige gange, og jeg har efterhånden lidt erfaring inden for området. Jeg deler her ud af min visdom:
- Ring til folk du kender i udlandet, det er en sikker vinder, for det er for det meste røvdyrt
- Send mms’er af dit underliv eller noget andet sjovt til hele din kontaktliste
- Puds glorien (Bemærk, at støtte til velgørenhed via sms ikke er fradragsberettiget)
- Trendsales VIP: 75 kr for en måned
- Trendsales 4 klip: 25 kr
- www.vindmedsms.dk konkurrencer fra 1 kr
- Deltag i andre konkurrencer i blade, fx i Kig Ind
- TV2 Sputnik 19 kr for et døgn
- Download musik til telefonen via GPRS
- Køb adgang til kontaktoplysninger på Den Blå Avis
- På Fyn kan man købe busbilletter hvis man er kunde hos TDC eller Telmore
- Derudover har jeg ladet mig fortælle, at man kan købe guldprofiler på sider som dkbn, Dating og lign.
Bemærk, at hos Telia tæller særtjenester (herunder overtakserede sms’er) vist ikke med i minimumsforbruget. Har ikke styr på, om det også gælder andre teleselskaber, så tjek vilkårene først!
Er der ellers nogen, der har tips til hvordan man kan knalde taletid af seriøst hurtigt?
Permalink
28.08.08
Kategoriseret under Kedeligheder, Verden er af lave, høhø, undskyld mig by dikkedarer
- Voksne kvinder med rottehaler
- Brian’er, der kører rundt med lydpotter med hul i, spoilere, skørter og andet thansen-gejl
- at firmaer som Leasy og DER overhovedet har nogen kunder
- folk som køber på klods
- folk (tit midaldrende kvinder), der kører rundt i alt for store biler, som de ikke kan parkere
- mandage
- hvorfor butikkerne har lukket om søndagen
- hvorfor nogle mennesker lugter alt for meget af røg, sved, tis, eller alle ovenstående, eller det der er værre i offentlige transportmidler
- hvorfor der ikke bare altid er godt vejr om sommeren
- Hvorfor nogle mennesker synes det er fedt at sidde og suge giftig røg, som man bliver syg af, ned i lungerne
- George W. Bush
- Hvorfor alle medvirkende i De Unge Mødre synes at konceptet kernefamilie bare er det fedeste
- Apropos: mavebilleder! Det er det helt store hit på 123hjemmesiderne og www.ungmor.dk
- Hvorfor jeg overhovedet kommer forbi 123hjemmesider og www.ungmor.dk
- Hvorfor min kæreste ikke kan rydde op efter sig selv
- Hvorfor børn nu skal gå i mærketøj
- Natasja Crone
Der er fandme mange ting jeg ikke fatter. Kan I hjælpe?

Permalink
Kategoriseret under brok, tv, undskyld mig by dikkedarer
Sidder og ser Aftenshowet for en gangs skyld, og de har et helt lille tema om kamphunde efter overfaldet af den lille pige på Bornholm for nylig. Hun er temmelig slemt tilredt, og der kommer til at gå lang tid, før hun er på benene igen. Det er en rigtig tragisk sag, som bare ikke burde kunne ske. Nu går dyrevelfærdsordførerne i henholdsvis socialdemokraterne og DF så naturligvis helt i selvsving lige midt i spisetiden på landsdækkende tv.
Damen fra A kalder konsekvent rottweilerne, der overfaldt pigen, for kamphunde eller muskelhunde, men: en rottweiler er sq da ikke hverken en kamphund eller en såkaldt muskelhund. Get your facts straight, lady! Hun har jo også arbejdet med dyrevelfærd LIGE SIDEN NOVEMBER 2007, så hun er jo tydeligvis ekspert. DF-manden vil nedsætte et udvalg, og så er den sag jo ude af verden. Han mener så også, at ingen hunde er født med et kampinstinkt. Wrong again, fool! Hvem har valgt de mennesker ind??
I en ideel verden skulle man gøre sig fortjent til en hundelicens. Og hvis du ikke kunne bestå prøven og adfærdstesten, så skulle du bare ikke have lov til at købe hund. For det er jo ikke hundene, der er problemet, det er de ejere, der ikke kan finde ud af at styre og opdrage dem. Og nogle gange slår det bare klik for en hund. Jeg har selv et fint lille ar i ansigtet på den konto. Jeg havde ikke gjort den noget, og det var fandme en god hund, for det var nemlig min egen. Men den overfaldt mig alligevel, og ingen kan nogensinde vide hvorfor. Den blev naturligvis aflivet. Og nej, det var IKKE en kamphund, det var en schæfer.
Jeg siger bare: man kan forebygge og lovgive og forbyde alt det man vil, men så længe der findes dumme hundeejere og hunde kan gå amok for no apparent reason, så sker de her ting altså.
Jeg har virkelig ondt af den lille pige, der skal igennem operationer og smerter, og tilmed ser det ud til at hendes forældre heller ikke kan snakke sammen. I Aftenshowet i går var der et interview med pigens far, og det stank bare langt væk af bitterhed og grim skilsmisse. Det kan næsten ikke gengives, men kan ses på dr.dk.
Permalink
26.08.08
Kategoriseret under anmeldelse, gamle mænd, høhø by dikkedarer
I søndags var jeg med familien i Karrebæksminde, og da det blev frokosttid, smuttede vi ind på en af beværtningerne langs kanalen. Vi valgte Kanalkroen lige før det begyndte at styrte ned, så det var et godt valg. Lige ved siden af lå Olferts Frugt & Grønt - Øl & Vand, med tryk på Øl & Vand, og det skulle vise sig, at Kanalkroen var lidt mere upperclass - de serverede nemlig rigtig mad. Menukortet bød på både stjerneskud og sildetallerken. Vi valgte dog pariserbøf, da clubsandwichen ikke var tilgængelig, og en enkelt fik fiskefilet og sildebuffet, der kostede den nette sum af 10 kr (20 kr hvis man ikke spiste op).
Klientellet bestod af det man nok ville kalde bodega-segmentet (Henrik Dahl ville nok kalde det for det brune segment), og rygeforbud var noget man ikke var udelt begejstret for. Man kan jo diskutere, om en overdækket terrasse med 50 % vinduer skal betegnes som indenfor eller udenfor, men uanset hvad, der var servering, omend den var lidt langsom. Det skulle dog vise sig, at det var ventetiden værd. Pariserbøfferne var lige, som sådan nogle skal være, en stor fed bøf på den gode måde oven på et temmelig fedtopløst brød med alverdens tilbehør, såmænd. Der var salat, kapers, peberrod, en slags relish vistnok og rødbeder. Der manglede kort sagt ikke noget, og det var udsøgt.
Dertil kom, at der var arrangeret levende musik med en mand med en guitar og læderstøvler, -vest, -hat og -hud. Han spillede alt fra Jodle Birger til noget amerikansk blues (var det vist?) og han gjorde det godt. Han spillede også på opfordring, men han nægtede dog at spille ‘En ring af guld’, men det skal han heller ikke høre ét ondt ord for, tværtimod.
Alt i alt, det var superhyggeligt, og værd at anbefale hvis man er til øl midt på dagen, god gammeldaws bodegamad, god musik, skøn udsigt til kanalen og broen og spændende medgæster, som er et helt lille antropologisk studie værd i sig selv.
Permalink
19.08.08
Kategoriseret under Verden er af lave, dårlig planlægning, høhø, julegaver, undskyld mig by dikkedarer
Jeg er en sucker for knaldtilbud og diverse blade med medfølgende gaver for en slik, så jeg studerede lige kuponkataloget da jeg kom hjem. Hvad springer mig i øjnene? En såkaldt ‘tingle tip’, der kan sættes på din elektriske tandbørste - og vupti, så har du en vibrator!
Undskyld mig, men det er da for klamt? Så kan man ligge og hygge sig med sin tingle tip, og så bagefter kan man gå ud på badeværelset og skifte hovedet ud med sin tandbørste og børste sine tænder. Bwadr, siger jeg bare. Det er da vist ikke heeeelt gennemtænkt!
Permalink
12.08.08
Kategoriseret under brok, dårlig planlægning, tv by dikkedarer
Jeg er overhovedet ikke sportsinteresseret, og jeg glæder mig over at jeg ikke har brækket benet eller noget lignende denne sommer, for så var jeg jo tvangsindlagt til at se fodbold (ved ikke engang om det var EM eller VM), Tour de France og OL i fjernsynet. Meeeen - nu så jeg alligevel åbningsceremonien for OL i Beijing (udtales det i øvrigt Bæjdjing eller Baidjing? Synes der efterhånden er tendenser mod det første!?) og det var jo helt vildt imponerende. Stort og flot og bedre end sidste gang, sådan skal det jo være. Noget af det flotteste, mest spektakulære og imponerende var dog de 29 fodspor af fyrværkeri.
Og så læser man lige, at det var snyd og computeranimation! Øøøv. ‘man ville ikke risikere helikopterpilotens liv ved at følge fodsporene’, så man lavede lige en computeranimation (der har taget 1 år at lave) i stedet. Nå, men hvad kan man forvente af kineserne??
Fandt lige en video af fodsporene som de virkelig så ud fra jorden. Youtube lyver ikke! Og det ser da stadig vildt ud, selvom det havde været federe at se dem fra luften. Altså i virkeligheden!
Permalink
07.08.08
Kategoriseret under CLM, brok, dårlig planlægning by dikkedarer
Nå, nu er man så specialestuderende med problemformulering og det hele, så nu kan man jo bare gå i gang med at skrive… Ikk? Tilmed er fjernsynet og anlægget til rep, kæresten er ude af huset, og der er fred og ro - også fra ham naboidioten i Golfen med den utætte lydpotte.
Men jeg er fandme angst for det lort, er bange for at jeg ikke kan gøre det godt nok, at det ikke kommer til at hænge sammen, at der ikke kommer noget brugbart ud af det. For fanden, hvorfor skal man tænke så meget over det?
Der er jo ikke rigtig andet at gøre end at komme i gang og få det overstået. Der ER jo et spændende emne, jeg VED jo rent faktisk noget om det, jeg HAR jo læst sindssygt meget om det, og jeg ER da ikke helt dum. Jeg skal nok, som Keld ville sige.
Og undskyld at jeg skriver man, når jeg rent faktisk mener jeg. Det er en sproglig uvane!
Permalink
04.08.08
Kategoriseret under Kedeligheder, Verden er af lave, alt med måde, brok, radio, snageri, tv, undskyld mig, unge piger by dikkedarer
Så sidder man her til aften og prøver at se nogle seriøse nyheder på både den ene og den anden kanal, og så viser de fandme begge to laaange indslag om at Paris Hilton er landet i Kastrup Lufthavn. Jamen dog! Det er jo supervigtigt at vi får det at vide. TV2 Radio (ja, det hører jeg næsten altid, efter værterne er forsvundet) har i 2 nyhedsudsendelser i timen hele dagen igennem fortalt at tøsen kommer til Danmark i aften. For fanden, jeg kan forstå at lorteblade som Kig Ind [gennem nøglehullet] og Se og Hor bringer pseudonyheder i den dur, men TV-Avisen og Nyhederne?!
Aviserne holder sig heller ikke for gode. EB og BT er naturligvis selvskrevne, men Berlingeren og endda Information er også hoppet på den. Selv Kristeligt Dagblad har gudhjælpemig en artikel (godt nok kun fra Ritzau, men alligevel) om tøsebarnet. Hvorfor er den tøs så fascinerende? Ja, okay, hun har helt klart et forretningstalent, men kun fordi folk hopper på hypen. Og medierne er åbenbart lige så dumme, ser det ud til. De viste de rædderlige plastiktasker, som hun af en eller anden uforklarlig grund (penge?) har sagt ja til at lægge navn til. Uanset hvad, så er det da en underlig ‘nyhed’.
Forklar mig venligst, hvorfor det er så vigtigt, at PH er i Kbh.? Der må fandme da være vigtigere nyheder at bringe.
Jeg brækker mig lige lidt og lader være med at læse aviser og se fjernsyn resten af ugen.
Permalink
16.07.08
Kategoriseret under DSB, Verden er af lave, brok, dårlig planlægning, i byen by dikkedarer
Jeg kan ikke få ungdomsrabat i DSB mere, og det må være definitionen på, at man er ved at blive halvgammel. Får man så kvartvejskrise? Og er det måske grunden til at jeg på det seneste har haft lyst til at flytte? Flytte som i hus, have og villakvarter? Eller er det bare fordi det er sommer og jeg savner et sted at gå ud og sidde i solen? Har ikke engang altan, og selvom jeg havde, ville jeg nok ikke bruge den, for bor i det, en ejendomsmægler ville kalde ‘absolut centrum’ ud til en parkeringsplads… “Hej alle, se mine hvide deller!!” Parken er også udelukket. Har prøvet, men så kan man ligge der mellem hundelorte, stiknarkomaner og børn. Nej tak.
Nå, men enten er jeg blevet ramt af redebyggersyndromet (eeeeej, så skulle man vel være skruk?!?) eller også er jeg bare så gammel, at jeg holder af min nattesøvn. For her i ‘absolut centrum’ er der ikke ligefrem ro om natten med et diskotek som nabo og skraldeafhentning tre (TRE!!!) gange om ugen. Jeg HADER skraldevogne. Den der vroooouuum-CRASH-gunk-gunk-gunk kan vække de fleste, undertegnede inklusive. Her til morgen blev der så ikke hentet skrald, men gasflasker. Men dem kan man sørme også larme med! DOOOOOONNNGGG! Argh, det er måske ikke så mærkeligt at byfolk er en tand mere stressede end folk på landet! Og jo, det er rigtigt, det har jeg selv set på DR2.
Nå, men er jo ellers virkelig virkelig glad for min lejlighed, for den ligger jo tæt på alt, og der er ingen vedligeholdelse (ud over rengøring, og det kan jeg lige overkomme!). Under alle omstændigheder skal jeg lige ud og have mig en ordentlig indtægt før banken vil låne mig nogle millioner. Der går forhåbentlig ikke mere end et år før dét sker, men så skal man jo også lige vente på at huspriserne er faldet så meget, at sådan nogle som os har råd til at købe noget i nogenlunde stand med en nogenlunde beliggenhed. De kloge siger, at det ikke sker før 2010. Men hey, der er heller ikke så længe til! Man er vel optimist.
Permalink
20.06.08
Kategoriseret under CLM, brok, dårlig planlægning by dikkedarer
Ja, klokken er allerede godt oppe ad formiddagen, og jeg har stadig ikke fået kigget på den der opgave, som jeg skal forsvare om mindre en uge. HVORFOR er det så pissesvært at tage sig sammen? (Kan jo se, at jeg ikke er den eneste her på bloggen (og ER bloggen i øvrigt ikke bare én stor overspringshandling?!) der har problemer med motivationen?)
Dette er min sidste eksamen inden jeg officielt er specialestuderende, så hvorfor kan jeg ikke bare lige give den en skalle og få lortet overstået? I stedet for at gå på udsalg i H&M (hvilket i øvrigt var temmelig skrabet…), rydde op og vaske tøj. Det er så slemt, at jeg ligefrem overvejer at tage opvasken! Goddammit.
Og nu sidder jeg så her og brokker mig, i stedet for at gøre noget ved det. Fuck, hvor er jeg ynkelig. Er det en formildende faktor, at alle andre ser ud til at have det samme problem?
Bonusinfo: Søg lige på ‘overspringshandling’ og se hvor mange hits, der kommer fra en blog.
Og undskyld, at jeg har lavet en parentes inden i en anden parentes. Det er bare ikke god stil… *suk*
Permalink
17.05.08
Kategoriseret under Mænd, Møgsvin, alt med måde, dårlig planlægning by dikkedarer
… og jeg gjorde ikke noget. De var hele tiden fire-fem stykker over hende. De holdte hende nede, mens de alle sammen prøvede at komme til på samme tid. Man kunne se, at hun bare kæmpede for at trække vejret og overleve. De var nådesløse. Hvis hun var død, jamen, så var det det der skulle til. De havde absolut ingen kontrol over deres drifter.
Hendes unger betragtede scenariet på kun et par meters afstand - de vidste nok ikke hvad det gik ud på. Enten havde det set det så mange gange, at de troede, at det var normalt, eller også var de bare for små til at se, hvad det gik ud på. De var ikke særlig gamle og var dømt, hvis hun ikke overlevede overgrebet. Eller måske ville de vokse op og selv gøre det samme.
Jeg selv gjorde ikke noget. Jeg tænkte, at det var håbløst, for det var hendes skæbne, og desuden ville det bare fortsætte igen og igen, lige så snart tilskuerne var væk. Der var nogle, der prøvede at kaste pinde efter gerningsmændene og dermed skræmme dem væk, men hver gang de ramte en, kan han tilbage igen og fortsatte. Eller også tog en af de andre over. Det var forfærdeligt at se på.
Så længe der er alt for mange hanænder i forhold til hunænder vil disse massevoldtægter sikkert fortsætte, og alt for mange hunænder vil dø af drukning under vægten af liderlige hanænder, der ikke kan få nok. Og hendes ællinger vil dø, fordi der ikke er nogen til at tage sig af dem. Sådan er naturen, barsk ad helvede til. Det klamme af det er, at nogle mennesker har lige så lidt kontrol over dem selv som dyrene.
Med hensyn til ænderne: lad være med at fodre dem, så de bliver så fede, at de drukner hunænderne når de voldtager dem. Med hvad gør vi ved menneskene?
Permalink
« Previous entries